Berlin High End A/S er et ejendomsselskab med en portefølje på 68 ejendomme (172 tusinde kvm fordelt på 2464 lejemål) i Tyskland. 65 ejendomme svarende til 97% af selskabets areal er beliggende i Berlin. De sidste 3 ejendomme ligger i Spandau og Leipzig.
Selskabets ejendomme er primært centralt beliggende boligejendomme dog med indtil 10-20% erhverv i de nederste etager.
Årlig lejeindtægt | TEUR | % |
---|---|---|
Bolig | 12.253 | 81,3% |
Erhverv | 2.438 | 16,2% |
Parkering mv | 375 | 2,5% |
Total | 15.066 | 100% |
Selskabets strategi er baseret på langsigtet ejerskab. Berlin har gennemgået en meget positiv udvikling de seneste år, men der er fortsat tale om en meget ung hovedstad i Europas absolut største økonomi – og vel at mærke med ejendomspriser der er under niveauet i de øvrige storbyer i Europa. Som følge heraf fokuserer Berlin High End på at vedligeholde og udvikle ejendommene med henblik på at optimere porteføljens langsigtede potentiale; vi udstykker ejendomme, bygger taglejligheder, renoverer løbende facader, trappeopgange, vinduer med mere. Og mere end noget andet investerer vi i istandsættelse af de enkelte lejemål i forbindelse med fraflytning således at vi kan tiltrække og fastholde de rigtige lejere.
Selskabet ejerkreds består af ca 130 aktionærer. Selskabets ledelse består af en bestyrelse med fire medlemmer og en direktør. Administrationen af selskabets ejendomme varetages af den tyske forvalter, Ernst G Hachmann.